Dorte

Af: Lasse Mortensen | Udgivet: 14/02-2020 | Læsetid: 2m 09s

En anden slags malerhjerne

Hendes smil og humør var ikke til at tage fejl af, når hun var sammen med venner og familie. Hun havde det bare allerbedst med noget at lave. Selvom hun aldrig havde været en ørn i skolen, så havde hun egentlig altid været klar til at tage fat, hvilket nok var hendes mest positive egenskab. Altid frisk på en ny udfordring. Den havde hun fået nu. Hun havde fået arbejde på en lokal virksomhed, der færdiggjorde vindmøllevinger til montering. Hun havde egentlig ikke fået andet at vide end, at det handlede om coating af vingerne ved hjælp af sprøjteudstyr.

Masser at lave

Uanset hvad, så glædede hun sig til at komme i gang med arbejdet. Der gik da heller ikke lang tid på arbejdet, inden hun havde fået rutinen ind under huden. Når vingerne kom til klargøring eller ”prepping” som de sagde i branchen, så stod hun klar med dyssen og gav glasfiberkonstruktionen den beskyttende coat, som gjorde vingen holdbar og robust. Af arbejdspladsen havde hun fået udleveret sikkerhedsudstyr til sin arbejdsopgave. Hver morgen iførte hun sig en hvid engangsdragt, et par gule gummihandsker og en støvmaske til daglig brug. Hun kunne godt lide, at der var styr på tingene og det følte hun, der var. Der var altid nyt udstyr klar til dagens opgaver. Der manglede ikke noget.

Hudirritation

Efterhånden som vindbranchen fik mere og mere medvind faldt der ligeledes mere af til Dortes arbejdsplads, hvilket betød masser af overarbejde og dermed meget mere i lønposen. Dorte frydede sig og havde det godt med sine kolleger. Hun havde fået lidt udslæt på sin hals og på begge hænder. Men hun tænkte ikke videre over det, da hun ikke var vant til at klynke over lidt tør hud. Dagene gik og udslættet bredte sig og blev direkte generende for Dorte. Hun havde eller lige været 14 dage på charterferie, hvor udslættet næsten var helt væk. Men nu var det vendt til bage igen. Mon det havde noget med arbejdet at gøre. Hun kontaktede sin læge, der bad hende finde ud af, hvilke stoffer hun arbejdede med til daglig.

Han bad hende se produkternes sikkerhedsdatablade for at finde ud ad, om hun var korrekt beskyttet i hverdagen. Et sikkerhedsdatablad skulle følge produkterne, så der var dokumentation for det påkrævede sikkerhedsudstyr.

Dorte kunne ikke finde et sikkerhedsdatablad sammen med coating produkterne, men hun fandt hurtigt frem til noget på nettet.

Under punktet værnemidler stod der engangsdragt, nitrilhandsker og maske med gasfilter. Hårene rejste sig i hendes nakke. Hun havde jo kun brugt en støvmaske og handskerne var hun også i tvivl om. Men hun var ret sikker på, at der stod latex på posen. Hun måtte være sikker. Næste morgen gik hun målrettet fra stempeluret hen til skabet med personlige værnemidler. Hun hilste ikke på kollegerne, men havde øjnene fastlåst på de halvtomme hylder i det beskedne skab.

Der lå et par gummihandsker i latex af den type, hun plejede at bruge. Hun kiggede desperat efter en maske. Hun fandt én forneden i skabet. Hun bladrede i brugsanvisningen. Engangsmaske til beskyttelse imod partikler. Der stod ingenting om gas. Shit! Men der stod, at hun kun måtte bruge masken tre timer dagligt. Hun brugte den mindst otte men ofte længere.

Falsk tryghed

Det viste sig efter lidt flere undersøgelser af eksperter og specialister, at Dorte var blevet allergisk over for de coating-produkter, der blev brugt på hendes arbejdsplads. Hun kunne ikke fortsætte sit arbejde som maler. Hvad værre var, at på grund af tilbagevendende migrænelignende hovedpine, så blev hun langtidssygemeldt. Hendes arbejdsliv og identitet smuldrede mellem hænderne på hende bare fordi hun stolede blindt på, at hendes arbejdsplads havde styr på arbejdssikkerheden.